Et ønske om at arbejde med mennesker og gøre en forskel, fik 45-årige Annemette til at skifte kontorjobbet gennem 17 år ud med en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
Sommerfugle i maven og en lille klump i halsen. Sådan havde Annemette det, da hun den 4. oktober sidste år mødte ind til første skoledag på SOSU Esbjerg.
- At have første skoledag på en uddannelse som 45-årig kan være lige så nervepirrende som, hvis man er 20. For er det nu det, man tror det er? Og kan man leve op til det faglige niveau? Det var noget af det, der fyldte meget hos mig i starten, samtidig med, at jeg glædede mig helt vildt til at komme i gang, udtaler Annemette, der nu er et år inde i uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
Det rigtige valg
Og Annemette er ikke det mindste i tvivl. Hun har fundet sin hylde.
- Jeg går hjem hver dag med en følelse af at være landet det rigtige sted. Den her uddannelse kan og er så meget mere end mange måske tror. Vi taler om SSA’erne som nogen, der ”bare” passer gamle mennesker, men helt ærligt, er der noget finere og vigtigere end at være noget for andre? At gøre en forskel for et ældre menneske, der en dag kan være dig eller mig? Jeg synes det ikke! Og der er ikke noget ”bare” i at tage vare på ældre mennesker. Det kræver en høj faglighed, og den får vi – både på skolen og i praktikken.
Et trygt lærested
Uddannelsen veksler mellem skoleperioder og praktikforløb, og den kombination er Annemette begejstret for.
- Jeg har næsten lige afsluttet mit allerførste praktikforløb i Esbjerg Kommune, og det har været så lærerigt. Alt det vi lærer i skolen, får vi lov at prøve af og reflektere over i praksis. Det er derude ved borgerne, at jeg lærer at omsætte teori til noget helt konkret - fx at skabe relationer med borgerne, at være opmærksom på, hvordan jeg bedst hjælper dem, så deres egne ressourcer bliver bragt i spil, og hvordan jeg kan være med til at øge deres livskvalitet.
Samtidig giver praktikforløbene mulighed for at være tæt på dygtige kolleger og lære af dem.
- Plejehjemmet i Gørding, hvor jeg var i praktik, har været enormt gode til at tage imod mig og givet mig plads til at lære og udvikle mig fagligt – og også personligt. Det har virkelig været en god oplevelse. Og så har jeg også min vejleder, som er en rigtig god støtte for mig.
Esbjerg Kommune har fuldtidsvejledere ansat, som følger den enkelte elev igennem uddannelsens skiftende praktikker.
- Min vejleder er simpelthen så god. Sammen med praktikstedet gør hun det trygt for mig at være i praktik, for jeg har en livline i hende. Hvis der er noget jeg er usikker på, så ved jeg, at jeg altid kan tage kontakt til hende. Og så er hun også med til at give mig tro på mig selv – at jeg ”kan godt”.
Personlig udvikling
Også personligt oplever Annemette, at uddannelsen giver hende nogle nye perspektiver – og kompetencer, som hun kan tage med hjem og bruge i hendes hverdag.
- Jeg er på en helt anden måde begyndt at tænke over, hvad det er for et liv jeg selv gerne vil have, når jeg bliver ældre. For vi bliver jo alle sammen gamle en dag. Så hvordan forebygger jeg sygdom bedst i mit eget liv? Og hvordan kan jeg forbedre min egen sundhed? Det er jeg ret optaget af.
For Annemette har uddannelsen betydet, at hun er blevet mere aktiv og også lever sundere end tidligere. Og det er noget, der giver livsglæde for Annemette.
- Og så lærer vi også meget om kommunikation, og hvordan man kan fx kan håndtere konflikter. Som mor har det givet mig nogle helt konkrete værktøjer til at gå ind i samtaler med mine børn på en anden måde.
Mor går i skole
I starten skulle Annemettes to børn lige vænne sig til, at ”mor” går i skole, men nu er det som om, at Annemette og børnene har fået et helt særligt fællesskab omkring det.
- Når jeg skal fremlægge og er nervøs eller jeg skal til en eksamen, så er det følelser mine børn kan genkende – og jeg kan nok også bedre sætte mig i deres sted, når de står overfor en prøve eller fremlæggelse. De siger altid til mig ”Det skal nok gå, mor” – og det gør det heldigvis også.
Resten af arbejdslivet
Annemette har ca. to år tilbage af uddannelsen inden hun kan kalde sig social- og sundhedsassistent, og hun glæder sig til at kalde sig uddannet, samtidig med, at hun nyder at være, hvor hun er.
- Jeg har fundet et fag som jeg kan se mig selv i resten af mit arbejdsliv. Jeg tror ikke, mange ved, hvor meget man får igen, når man arbejder med ældre mennesker. Mange af de mennesker, de borgere, jeg får lov at være noget for, er så taknemmelige. Folk kan have det rigtig dårligt, og alligevel siger de ”Tusind tak for din hjælp” eller sender et smil. De giver mig en følelse af at gøre en forskel, og det er nok den bedste følelse i verden at kunne gå hjem med.
Og Annemette vil da også anbefale uddannelsen til alle, der går og overvejer at skifte karrierevej, og som brænder for at være noget for andre.
- Det er bare om at komme i gang, for du kan virkelig udvikle dig fagligt og personligt med denne her uddannelse – og så er der også rigtig mange muligheder bagefter.
Løn under uddannelse
Esbjerg Kommune tilbyder voksenelevløn til elever over 25 år.