Kerneopgaven for Familiecenter Ungdomspensionen er i samarbejde med forvaltningen og forældrene:
- At sikre en stabil hverdag med indhold og udvikling
- At modne den unge til en selvstændig tilværelse
- At den unge afklares med og styrkes i sine netværk.
Vores hus er kendetegnet af nærhed, ro, stabilitet, forudsigelighed, udvikling og omsorg.
Opholdet på Ungdomspensionen kan opdeles i tre faser:
- Afklaring
- Selvstændighed
- Udslusning
Længden af de tre faser varierer meget afhængig af alder og udvikling ved indskrivning.
Når alder og udvikling er der, vil der ske en gradvis nedtrapning af foranstaltningen, indtil den unge kan stå på egne ben.
Om at bo på Ungdomspensionen
Det socialpædagogiske arbejde er baseret på tillid, stabilitet og kontinuitet i personalegruppen.
”Hjælp til selvhjælp” er centralt, og de unge vil derfor ofte opleve pædagogerne sidde på ”hænderne”. De unge trænes i at se muligheder frem for begrænsninger og i at påtage sig et ansvar. Personalet fremstår som rollemodeller, men det er de unge, der skal skabe deres egen udvikling
Normer, holdninger og krav, afspejler det samfund, som den unge skal lære at begå sig i.
Gennem daglige gøremål trænes praktiske færdigheder, der er nødvendige for at kunne leve et selvstændigt liv. De unge har på skift ansvar for indkøb, madlavning og rengøring. Budgetoverblik fylder også i hverdagen.
Der arbejdes med relationen som drivkraft, med emner som familierelationer, netværk, fremtid, økonomi, selvværd, konfliktløsning og grænsesætning.