Andre politikere kan f.eks. være folketingsmedlemmer, folketingskandidater, regionsrådsmedlemmer og byrådskandidater.
Udgangspunktet er, at Esbjerg Kommune meget gerne vil have besøg af andre politikere, og dette skal ske under velplanlagte forhold. Dette betyder, at hovedreglen er, at andre politikere, der ønsker at besøge kommunale institutioner, skal aftale dette med ledelsen af institutionen eller det centrale sekretariat på området. Hvis institutionen selv arrangerer besøget, skal de orientere det centrale sekretariat om det forestående besøg.
Hvis en institution bliver kontaktet direkte af andre politikere eller dennes medarbejdere angående et besøg, kan institutionen henvise vedkommende til det centrale sekretariat, der i så fald vil påtage sig opgaven med at arrangere besøget – herunder i nødvendigt omfang involvere udvalgsformanden for området.
Hvis en institution har været meget eksponeret eller af andre årsager tiltrækker sig stor opmærksomhed fra andre politikere, kan det være nødvendigt af hensyn til institutionens daglige drift at begrænse omfanget af besøg på institutionen. En sådan afvisning af et besøg skal aftales med det centrale sekretariat for området.
Under besøget må foto-, video- og lydoptagelse kun ske efter forudgående aftale, og eventuelle optagelser må kun offentliggøres, hvis dette er aftalt. Optagelser og brug af optagelser skal ske under hensyntagen til GDPR-reglerne.
Optagelserne må ikke anvendes som materiale i en valgkamp. Under besøget må der ikke finde valgagitation sted eller uddeles valgmateriale eller lignende. Bestemmelserne vedr. optagelser gælder også for byrådsmedlemmer.
Det skal aftales, om udvalgsformanden og/eller borgmesteren samt den ansvarlige direktør skal deltage i besøget.