Hvis du er generet af støj fra en virksomhed eller andre støjende aktiviteter er det bedste at indgå en dialog med den der forårsager problemet. Det er som regel den hurtigste og letteste måde at finde en fornuftig løsning på problemet, og vi vil som udgangspunkt altid opfordre til direkte dialog inden vi involverer os.
Mange gange kan en mindre ændring i arbejdsgang eller tidspunkt for den støjende aktivitet eller reparation af defekt udstyr, fjerne eller reducere problemet væsentligt.
Hvis problemet udvikler sig til en konflikt, som ikke kan løses af parterne selv, kan du sende en klage til os.
Det vil lette sagsbehandlingen for os, hvis du oplyser hvem du er (navn, adresse og telefonnummer) og hvem /hvad der klages over ((virksomhed, person eller forening) navn, adresse og telefonnummer)). Derudover er det en god ide, hvis klagen indeholder en nøjagtig beskrivelse af problemet og dets omfang, dvs. hvor længe har problemet stået på, hvornår og hvor længe af gangen. Endelig kan den dialog du har haft, inden klagen sendes, også beskrives.
En klage over støj sendes til Miljøafdelingen.
Hvad sker der, når vi modtager din klage?
1. Kommunen kvitterer for modtagelse af din klage, senest 7 arbejdsdage efter den er modtaget.
2. Din klage sendes til den, der klages over, for at få en udtalelse om problemet fra sagens anden part. Der gives typisk en frist på 14 dage for at give kommentarer til sagen.
3. Hvis der modtages kommentarer til sagen, fra sagens anden part, vil du modtage en kopi af denne.
4. Sagens videre forløb fastlægges.