§ 1 Forskriften er gældende for såvel eksisterende som nye restaurationer i Esbjerg og Fanø Kommuner (Fanø Kommune i henhold til aftale om forpligtende kommunalt samarbejde).
§ 2 Esbjerg Kommune kan bestemme, at forskriften eller dele heraf ikke er gældende for restaurationer med særlig beliggenhed.
Særlig beliggenhed kan f.eks. være en restauration, der ligger flere hundrede meter fra de nærmeste naboer, og hvor håndhævelse af forskriften eller dele heraf derfor kan være overflødig.
§ 3 Ved restaurationer forstås i denne forskrift: Selvstændige erhvervsvirksomheder med servering af spise- og drikkevarer og lignende erhvervsmæssigt samt foreningsmæssigt drevne virksomheder herunder værtshuse, cafeterier, diskoteker, kaffebarer, grillbarer m.v. Ved restaurationer forstås desuden erhvervsmæssigt drevne forsamlingshuse.
Forsamlingshuse er omfattet af forskriften, når de drives på grundlag af næringsbrev og/eller alkoholbevilling eller udlejes med såkaldt lejlighedstilladelse. Et forsamlingshus er ikke omfattet, hvis det fungerer som såkaldt ”forlænget dagligstue” hvor der alene er tale om, at festholder låner eller lejer en nøgle, men ellers selv står for hele arrangementet uden medvirken fra forsamlingshusets side.
§ 4 Ved servering forstås i denne forskrift: Salg af spise- eller drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet.
§ 5 Ved faste musikanlæg forstås i denne forskrift: Fastmonterede eller fastplacerede anlæg i restaurationen, for eksempel jukebokse, forstærkere, højttalere og lignende. Bestemmelsen omfatter ikke mindre, akustiske musikinstrumenter som guitar og lignende.
§ 6 Ved svag baggrundsmusik forstås i denne forskrift: Musik som ikke kan høres uden for eget areal.
§ 7 Ved beboelsesområder forstås i denne forskrift: Områdetyper, der i en lokalplan, byplanvedtægt eller i kommuneplanen er udlagt til boligformål, eller områdetyper med andre anvendelsesbestemmelser (centerformål, erhvervsområder eller områder til offentlige formål), der faktisk anvendes til boligformål.
§ 8 Ved eksisterende restaurationer forstås restaurationer, som er bestående ved forskriftens ikrafttræden. Ved nye restaurationer forstås restaurationer, som etableres eller udvides/ ændres på en måde, der indebærer forøget forurening.
§ 9 Esbjerg Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvad der henregnes til restaurationer, faste beboelsesrum og beboelsesområder, hvilken områdetype et beboelsesområde tilhører, hvad der henregnes som nære boliger samt om restaurationen er eksisterende eller ny.
§ 10 Esbjerg Kommune fastsætter i bilag til denne forskrift grænser for restaurationens samlede støjbelastning, samt krav til lydisolation og musikanlæg (bilag 1) og krav til ventilationsanlæg i restaurationen (bilag 2).