Når lungefunktionen er så dårlig, at iltindholdet i blodet er vedvarende nedsat, kan det blive nødvendigt med iltbehandling i hjemmet. Iltbehandling hjælper på iltmangel – ikke nødvendigvis på åndenød. Således er åndenød i sig selv ikke grund nok til at få iltbehandling, for behovet for hjemmeilt vurderes ved en blodprøve som foretages på sygehuset.
Iltbehandlingen kan, når den bruges korrekt, forlænge livet og forbedre livskvaliteten. Herudover øges muligheden for fysiske aktiviteter.
Ved iltbehandling øges iltniveauet i indåndingsluften, og hos de fleste fører dette til et øget indhold af ilt i blodet. Stresset på kroppen aftager, og organerne fungerer bedre.
Behandlingen kan forlænge livet med flere år – vel at bemærke også flere gode år.
Hos raske personer svarer iltniveauet i blodet til en iltmætning på 96-99%. Iltmætningen fortæller, hvor stor en del af de røde blodlegemer, som er ”lastet” med ilt. Hos kronisk lungesyge, som fx mennesker med KOL, betragtes en iltmætning på ned til 92% som normal. Iltmætningen bør som udgangspunkt altid måles i hvile.