Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Byens Besøg

Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen besøgte Esbjerg i anledning af, at byen var udpeget som værtsby for Kronprinsparrets Priser lørdag 4. november 2023.  I den forbindelse besøgte Kronprinsparret både det nye Folkehus i Kvaglund og Maritimt Center på Esbjerg Strand.

Folkehuset Kvaglund

Deres Kongelige Højheder Kronprinsparrets første stop i Esbjerg var ved Folkehuset Kvaglund. Her blev Kronprinsparret taget imod af borgmester Jesper Frost Rasmussen, hans partner Gitte Kirkegaard, leder af Folkehuset Allan Skovgaard Jensen og præst i Kvaglund Kirke Jakob Wilms Nielsen.

Blomsterpigen var gymnasieeleven Alexandra Shirvani, der både går i Folkehusets sprogcafé hver uge og er frivillig i caféen.

Alle fik hilst på Kronprinsparret

Publikum havde taget opstilling langs parkeringspladsen foran Folkehuest, og til stor fornøjelse for de mange fremmødte tog Kronprinsparret sig god til til at komme rundt og hilse på alle.

 

Bydelens nye dagligstue

Folkehuset Kvaglund åbnede 2. september 2023 og er resultatet af et banebrydende samarbejde mellem kommunen og en folkekirke. Folkehuset er et levende eksempel på et lokalsamfund, der tager sin egen udvikling alvorligt.

Kronprinsparret blev budt ind i bydelens nye dagligstue og betjent i caféen, hvor den stod på både varm kakao, café latte og historien om Folkehuset Kvaglund, der er et helt unikt samarbejde mellem Kvaglund Kirke og Esbjerg Kommune. 

Unikt samarbejde løfter hele bydelen

En af de stærkeste aktører i området er Kvaglund Kirke, som driver en omfattende social og tværkulturel indsats. Med udgangspunkt i næstekærligheden favner kirken alle områdets trosretninger og etniciteter. Så da pladsen blev for trang til alle arrangementerne, og det nærliggende bibliotek stod halvtomt, fik kirken lov til at købe bygningen af kommunen og det er nu indrettet som hele bydelens dagligstue.

Flere brugere af Folkehuset var inviteret med om bordet med Kronprinsparret for at fortælle, hvad Folkehuset betyder for dem.

Maritimt Center

Efter besøget hos Folkehuset kørte Kronprinsparret mod Maritimt Center på Esbjerg Strand, også her tog esbjergenserne varmt imod Kronprinsparret sammen med Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget, stadsarkitekt Morten Harder og leder af brugerrådet Lars Bisgaard.

Esbjergs nye maritime vartegn

Maritimt Center er Esbjergs nye fritids-, sports-, og kulturcenter i det nye havneområde på Esbjerg Strand. Stedet er med sine ca. 2800 m2 blevet et nyt arkitektonisk vartegn for Esbjerg, der samtidig fungerer som et moderne samlingssted for byens maritime foreninger.

Kronprinsparrets rundvisning startede først på øvre dæk, hvor stadsarkitekt Morten Harder og leder af brugerrådet Lars Bisgaard viste rundt.

Mødet med foreningerne

Herefter gik rundvisningen nedenunder, hvor medlemmer fra de forskellige foreninger fortalte Kronprinsparret om deres brug af Maritimt Center. 

Standerstrygning i Esbjerg Roklub

Solen tittede frem, da  Kronprinsparret afslutningsvis igen trådte udenfor Maritimt Center for at deltage i Esbjerg Roklubs standerstrygning. Her strøg Kronprinsen flaget som et symbol på, at årets sæson på vandet nu er slut.

Besøget blev afsluttet på fineste vis med tre høje hurra-råb, suset fra Vesterhavet og medlemmernes hyldestsang til Esbjerg og Maritimt Center.

Kronprinsparrets Priser i Musikhuset

Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kommune var i år værter for det storslåede show Kronprinsparrets Priser, hvor markante indsatser inden for kunst, kultur og socialt arbejde hædres. Showet blev sendt live fra Musikhuset Esbjerg på DR1 og DRTV.

Storslået oplevelse i Musikhuset

Kronprinsparrets Priser afholdes hvert år i skiftende danske byer, og vi er enormt stolte over, at det i år blev Esbjerg, Kronprinsen og Kronprinsessen valgte som værtsby. Musikhuset Esbjerg lagde flotte rammer til showet.

Som kirsebær på toppen gik en af årets priser til et projekt for at få flere unge i job og uddannelse i Esbjerg Kommune.

Kronprinsparret uddelte i alt fire priser:

  • Kronprinsparrets Kulturpris gik til designer Henrik Vibskov.
  • Kronprinsparrets Sociale Pris gik til Social Drive Out i KFUM’s Sociale Arbejde.
  • Kronprinsparrets sociale stjernedryspris gik til Esbjerg Kommunes jobcenterindsats for unge: Energi til hinanden.
  • Kronprinsparrets kulturelle stjernedryspris gik til det kunstneriske studio How to Kill a Dog.