Fuldtidsvejledere
I Esbjerg Kommunes sygepleje er der ansat 5 kliniske vejledere. De er alle erfarne sygeplejersker, der har taget diplommodulet i klinisk vejledning og de arbejder med vejledning af studerende som deres kerneopgave. Din kliniske vejleder er ansat til kun at varetage vejledning af sygeplejerskestuderende.
For dig betyder det, at din kliniske vejleder varetager alt omkring dig som sygeplejerskestuderende. De planlægger og tilrettelægger læresituationer, følgedage, refleksioner, vejledning, undervisning og giver feedback af høj kvalitet. Din kliniske vejleder har et tæt samarbejde med sygeplejerskerne på dit kliniksted.
Vores studerende oplever et rigtig godt studiemiljø med lærerige sygeplejeopgaver og fælles refleksioner.
I den kommunale sygepleje er der også forløb med ambulancereddereelever, folkeskoleelever og medicinstuderende.
Klinikkens dag - Forberedelse til klinikken
Klinikkens dag er dagen, hvor du møder medstuderende, din kommende kliniske vejleder og tilknyttede undervisere fra sygeplejerskeuddannelsen. Her bliver du forberedt til din kommende kliniske periode. Formålet med klinikkens dag er at sikre, at du og dine medstuderende får den allerbedste start i klinikken i Sygeplejen i Esbjerg Kommune.
Sammen vil vi introducere dig til den kommunale Sygepleje, komme med eksempler på hverdagen som sygeplejerskestuderende og give dig tips og tricks til din praktik.