Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Bostedet Birkevangen

På Birkevangen kan du komme på et længerevarende ophold. Botilbuddet har plads til 15 borgere med psykosociale funktionsnedsættelser. 

Boligerne

Bostedet Birkevangen har adresse på Grønningen 2 D+E+F, 6740 Bramming. Der er både et- og toværelses lejligheder, alle med eget toilet/bad. Hver lejlighed har egen terrasse. 

Alle lejligheder har mulighed for tv-tilslutning og telefon- og internetforbindelse. Nogle lejligheder har også eget køkken med komfur, vask og køle/fryseskab.

Der er fælles stue, spisestue, terrasse og cykelskur med redskabsrum. 

Området

Bygningen er fritliggende og er omgivet af 2½ hektar stort og åbent udenomsareal. Her er fugle, får, geder og heste.

Der er ca. 1,5 km til centrum, og der er gode indkøbsmuligheder i nærheden. Der er ca. 2 km til banegård med forbindelser til Kolding, Esbjerg og Ribe.

 

Målgruppe

Boligerne tilbydes borgere, der er vurderet til at være omfattet af målgruppen til servicelovens § 107 og § 108.

Målgruppen for § 108 (længerevarende botilbud) omfatter borgere fra det fyldte 18. år, som har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette er borgere, som har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en længerevarende periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. 

Derudover omfatter målgruppen borgere fra det fyldte 18. år, som har nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har et længerevarende behov for pleje og/eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. 

Det afgørende for målgruppeafklaringen er, at behovet ikke kan løses i mindre omfattende tilbud, herunder egen bolig med støtte, jf. servicelovens § 83 og/eller § 85.

Målgruppen til § 107 (midlertidigt botilbud) adskiller sig fra målgruppen til længerevarende botilbud ved, at borgerens funktionsnedsættelse er betydelig, men ikke nødvendigvis varig. 

Målgruppen vil derfor typisk være: 

  • Borgere, som har et midlertidigt behov for en særlig indsats i et botilbud, og hvor der er en forventning om, at funktionsniveauet forbedres. 
  • Borgere, hvor funktionsnedsættelsen ikke er afklaret. 
  • Borgere, hvor det længerevarende behov for støtte ikke er afklaret.

Har du brug for et ophold eller anden støtte?

Start hos Kontakten

Hvis du har brug for støtte, så henvend dig til Kontakten. De hjælper dig med at finde det tilbud, der passer bedst til dig.