Lærke er tæt på at være færdiguddannet som social- og sundhedsassistent. En uddannelse, hun har været rigtigt glad for, og som hun forventer at bruge i et år eller to for at samle erfaringer, inden hun igen sætter sig på skolebænken for at læse videre til sygeplejerske.
- Jeg vidste allerede, da jeg gik ud af 9. klasse, at jeg gerne ville være sygeplejerske. I stedet for at gå i gymnasiet valgte jeg at starte direkte på social- og sundhedsassistentuddannelsen (SSA) på SOSU-skolen i Esbjerg. Det er en rigtig god grunduddannelse, der giver både faglig viden og erfaring om mennesker, sundhed og hvordan man skal kommunikere, og så kan den bruges som springbræt til mange forskellige videregående sundhedsuddannelser, f.eks. fysioterapeut, jordemoder eller sygeplejerske, fortæller Lærke.
Får faget i hænderne
Undervejs i SSA-uddannelsen har Lærke allerede flere gange fået lov at bruge det, hun har lært, på forskellige praktiksteder, blandt andet på demensafsnittet på plejehjemmet Skovbo i Esbjerg og i Esbjerg Kommunes hjemmepleje.
- Det er en god måde, uddannelsen er bygget op på, hvor vi kommer ud og får tingene i hænderne for så igen at komme tilbage til skolen og få fyldt mere viden på. Man bliver taget godt imod i praktikken og bliver inddraget, med ansvar for borgerne. Kollegerne ude i praksis er gode til at tage os elever med, når der er noget, vi kan lære af. Jeg lærer af at springe ud i tingene og prøve dem, og jeg spørger selvfølgelig min praktikvejleder eller mine kolleger, hvis jeg er det mindste i tvivl om noget, siger Lærke.
Faglig sparring
At den faglige sparring også kan gå den anden vej, er efter Lærkes mening kun et plus:
- På skolen får vi jo hele tiden ny viden. Mine kolleger ude i praktikken kan derfor også opfordre mig til at dele min viden, hvis der er noget ny teori, de kan lære af.
Mega spændende
- Det er spændende og meget lærerigt at komme ud at møde borgerne, at opleve at få en relation til dem og kunne hjælpe dem til størst mulig livskvalitet. Der er så forskellige opgaver, og det er fedt, at det ikke er det samme, man kommer ud til hver dag. Jeg kan især godt lide de mere komplekse opgaver, f.eks. at give medicin og insulin, fortæller Lærke.
Ikke kun fagligt, men også personligt oplever Lærke, at hun flytter sig:
- Man udvikler sig personligt under uddannelsen og er slet ikke den samme, når man begynder og slutter. Og så får man en masse fede kompetencer, som man også kan bruge privat, f.eks. viden om kost, motion og livsstil. Det er bare mega spændende, smiler Lærke.
- Mange har fordomme om at være SOSU-elev, og det er så synd, for det er bare en mega fed uddannelse, slutter Lærke.