Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Greb 2: Oprettelse af pulje til borgeres individuelle støjreducerende tiltag

Her kan du læse om planerne om at afsætte en årlig støjpulje for at afhjælpe støjproblemer ved enkeltstående, støjbelastede boliger.

Læs om den planlagte støjpulje nedenfor. 

 

Om Støjpuljen

I Esbjerg Kommune er der en række støjbelastede boliger, der ikke er med i de 17 udpegede områder. Årsagen til, at disse ikke er udpeget er, at de typisk er placeret på steder, hvor det ikke nødvendigvis er samfundsøkonomisk rentabelt at lave støjreducerende foranstaltninger for et begrænset antal boliger. Desuden kan der være boliger, der er støjbelastede på strækninger, hvor der ikke forventes en reduktion i trafikmængden, som følge af fremtidige trafikale ændringer eller reguleringer.

For at afhjælpe støjproblemer ved enkeltstående, støjbelastede boliger planlægger Esbjerg Kommune at afsætte midler til en årlig støjpulje, der kan bruges til individuelle støjreducerende tiltag. Puljens midler besluttes politisk.

Se din boligs støjbelastning på kortet nedenfor.

Klik på "Aktivér kortet" for at finde din boligs støjbelastning ved at søge eller zoome ind og klikke på info

Få op til 50% tilskud til støjreducerende tiltag

For at optimere effekten af puljemidlerne tilrettelægges støjpuljen således, at ansøgeren selv skal afholde en del af udgifterne. Det maksimale tilskud udgør således 50 % medfinansiering af projektet. Puljen kan ansøges af borgere, hvis boliger oplever støjniveauer over 58 dB. Boliger, der er støjbelastet fra jernbanen, langs motorvejen eller boliger langs særtransportruter kan ligeledes ansøge om midler fra puljen. Ansøgninger prioriteres ud fra, hvor støjbelastet borgerens ejendom er ifølge kommunens kortlægning. Således vil ejendomme med en meget stærk støjbelastning, (over 68 dB), få førsteprioritet. 

Puljen kan yde tilskud til forskellige tiltag, herunder opsætning af støjskærme, støjhegn eller lydisolerende vinduer og facadeisolering. Vilkårene for ansøgning til puljen vil blive specificeret i forbindelse med ansøgningsprocessen.