Arkitekturen og byggeskikken i Vadehavsregionen har mange fællestræk, og Mandø er derfor en del af en større helhed. I Vadehavsområdet har man bygget med lokale materialer og metoder, som igennem mange hundrede år er blevet tilpasset de særlige vejrmæssige og landskabelige forhold.
Bygningskultur
Her kan du læse om fællestrækkene ved arkitekturen og byggeskikken i Vadehavsregionen. Du kan se eksempler fra Mandø, Fanø og Rømø og læse om, hvordan den lokale kulturhistorie har formet bygningerne i Vadehavsområdet.
Arkitekturen og byggeskikken i Vadehavsregionen har mange fællestræk, og Mandø er derfor en del af en større helhed. Bygningerne i Vadehavsområdet har alle det til fælles, at de er formet af den lokale kulturhistorie. De er prægede af beboernes erhverv samt et grundlæggende behov for overlevelse i et landskab præget af tidevand og stormfloder. Dette ses blandt andet ved placeringen på det tørre land højest i landskabet. Bygningerne varierer fra små længehuse til store firlængede gårde, men sam-tidig har de ligheder, som skaber en fælles fortælling om kulturhistorie, arkitektur og miljø.
I Vadehavsområdet har man bygget med lokale materi-aler og metoder, som igennem mange hundrede år er blevet tilpasset de særlige vejrmæssige og landskabelige forhold. Valget af materialer og byggemetoder er derfor det mest dominerende fællestræk. Frem til sidste halvdel af 1800-tallet var det i resten af landet almindeligt at bygge i bindingsværk, men allerede fra 1700-tallet var det almindeligt at bygge grundmurede længehuse i Vadehavsregionen. Længehusene blev som regel opført i retningen øst-vest, så de fulgte vindretningen. Med gavlen mod vest blev det størst mulige facadeareal skånet for vinden.
Man brugte lokalt fremstillede teglsten, som alt efter området changerede fra næsten mørk violet og brun til en helt lys rød. Dette resulterede i et unikt spil i facaden, defineret af de lokalt fremstillede teglsten.
Et andet fællestræk for stilen var udsmykningen. Alt efter, hvor velstående slægten var, havde man større eller mindre dekorationer i murværket i form af gesims, stik, blændinger og mønstermurværk. Stenene var oftest lagt i krydsforbandt med hvidtede skrabefuger. Tagene var traditionelt tækket med ubrudte tagflader, halvvalmet stråtag og skorsten i kip. Stråtaget fremstod enten med arkengaf, frontkviste, tagskægskviste eller karnapper alt efter den lokale skik. På Mandø har der været en skik for at benytte atengaf (eller autengaf/arkengab/aftengaf alt efter lokal dialekt), som er en høj stråtækt kvist over indgangsdøren.
Et andet fællestræk for bygningskulturen ved Vadehavet var, at bygningerne primært ikke var opført med sålbænke, men i stedet placerede man vinduerne helt fremme flugtende med facaden. Hoveddøren var typisk en to-fløjet fyldningsdør, hvor stalddøren var en mere simpel revledør. Fælles for husenes udformning og udsmykninger var, at de alle løste en praktisk eller byggeteknisk udfordring: f.eks. sikrede vinduernes place-ring flugtende med facaden at vandet ikke samlede sig ved karmen, de murede stik over døre og vinduer gjorde det konstruktivt muligt at lave åbninger i murværket, og arkengaffen sikrede både fri udgang i tilfælde af brand og havde samtidig en luge placeret ind til høloftet.
Mandø som kulturmiljø
Kirken, møllen og redningsstationen er særprægede bygninger på øen. I Mandø By er den ældste bebyggel-se opført i nærheden af kirken, og siden hen har man bygget mod nord i retning af Mandø Mølle. Man har placeret bebyggelsen på øens højeste punkt med det åbne landskab mod øst og med klitterne som naturligt dige mod vest.
Esbjerg Kommune har udpeget hele Mandø som et særligt værdifuldt kulturmiljø, og i 2013 blev Mandø præmieret for et unikt kulturmiljø af Esbjerg Byfond. Der er fem fredede bygninger på øen, og en stor del af den øvrige bygningsmasse er vurderet til enten høj eller middel bevaringsværdi.
Mandø i al sin enkelthed
Mandøs ældste huse har overordnet samme karaktertræk som den generelle bygningskultur ved Vadehavet bl.a. på Fanø og Rømø. Men Mandø har samtidig sin helt særegne identitet. Overordnet blev der brugt de samme materialer, de samme byggemetoder og de samme arkitektoniske løsninger. Forskellen afspejles i kulturen og vel-standen på den enkelte ø. Hvor man på Fanø og Rømø har illustreret sin velstand med store gårde og overdådige ornamenter har man på Mandø haft færre midler og været mere nøjsomme. Dette afspejles i en mere enkel arkitektur uden pyntelige detaljer, hvilket har resulteret i en beskeden men robust bygningskultur med høj kvalitet både håndværks- og materialemæssigt.
De traditionelle længehuse på Mandø er smalle og lange, stald og stue er under samme tag, de er udstyret med en lille og lav arkengaf, enkle skorstene og simpel facadeudsmykning.
Mange af Fanøs skipperhuse har mere voluminøse kviste over deres smukke hoveddøre end Mandøs mere beskedne atengaf
På Rømø er de store kommandørgårde også opbygget som længehuse, men de enkelte længer er ofte bredere, højere og mere voluminøse end man typisk ser på Mandø.
Mandøs enkle og nøjsomt dekorerede døre, vinduer, gesims og markering af murstik. Selv udformningen på arkengaf og murstik er udformet helt enkelt – der er ikke mere end nødvendigt.
Fanøs dekorerede døre, vinduer, murstik kviste m.v. Modsat på Mandø er der mange forskellige typer atengaf.
Mandø er sin egen
Mandø er hverken som Rømø eller Fanø. Mandø er helt sin egen. Men hvad er det, der gør Mandø unik? På en workshop med borgerne på Mandø d. 26. september 2019 satte de fremmødte ord på, hvad der for dem gør øen til noget helt særligt:
”Der er en særlig ro, skulderne falder ned”
”Det åbne landskab, hvor klitterne fortsætter ind i byen”
”Husene er enkle, der er ikke så mange dikkedarer”
”Historisk har der aldrig været penge til pjat, og den nøjsomhed er stadig forankret her på mandø”
”Vi gemmer os ikke bag hække, men der er åbent omkring og imellem husene”
”Der er stille og mørkt om natten”
”Vi har haft en nøjsom opvækst, men vi manglede aldrig noget”
”Byggeriet er ydmygt og alt har en funktion”
”Åbenheden mellem husene afspejler en tillid i lokalsamfundet”