Det er over 35 år siden at de første studier om det grønnes positive virkninger på sygdom blev offentliggjort, og gennem tiden har mange kunnet påvise, at grønt er sundt. Naturoplevelser, friluftsliv, at bevæge os i naturen eller dyrke vores haver giver velvære, motion og er godt for vores sundhed. Det grønne har både en helende kraft og er en oplagt ramme om aktivitet. De senere år er også havernes evne til terapi og styrkelse af vores mentale sundhed blevet meget mere udbredt, og flere undersøgelser viser, at man kan  mindske stress ved at opholde sig i naturen eller grønne omgivelser.

Coronapandemien givet mange en fornyet lyst til at opleve natur og landskab, og friluftslivet blomstrer. En tendens der forhåbentlig varer ved, men som også vil betyde, at faciliteter og muligheder for friluftsliv skal fremtidssikres og fornys. Der er ligeledes kommet et større fokus på værdien af at have rekreative arealer og gode stiforbindelser tæt på vores boliger.

Det kræver prioritering og økonomi at sikre plads til naturen, men det giver samtidig store fordele på den lange bane i forhold til at sikre en attraktiv kommune at bo i, at være en spændende turistdestination og for naturen. Kortet nedenfor viser den grøn/blå struktur
i dag. Den består dels af områder, der allerede har høj kvalitet naturmæssigt, fx de større grønne rekreative områder og særlig værdifuld natur inden for Grønt Danmarkskort. Herudover rummer den også en række potentielle naturområder inden for Grønt Danmarkskort, der kan udvikles til mere natur.

En anden udendørs aktivitet der er forsket i, og som vinder indpas, er udeundervisning. Det at se og lære i andre miljøer end inde i et klasselokale, giver helt andre muligheder, og sikrer en større palet af læringsrum. Forskning viser at med regelmæssig udeskole øges elevernes lyst til skolearbejdet, de er mere fysisk aktive, deres læsefærdighed, hjælpsomhed og empati øges, ligesom de bliver mere fleksible i deres opgaveløsning.

For at bruge det grønne skal det være tilgængeligt. Flere undersøgelser viser, at jo tættere vi bor på grønne områder, jo oftere besøger vi og bruger områderne. Der er altså en klar sammenhæng mellem afstand, adgang og brugen af det grønne. Det gælder også i det
åbne land. Herudover betyder områdernes indhold, grønne kvaliteter og oplevelser  naturligvis også meget, og det kan brug af oplevelsesværdier hjælpe med at tydeliggøre og sætte mål for.

Flere forskningsresultater peger på at 300 meter til grønne områder er det rette mål at gå efter, og i Esbjerg Kommune ligger dette mål indenfor en realistisk rækkevidde i de tre største byer.

Der er nye tendenser, der viser, at det at mødes omkring grønne fællesskaber vinder frem. Grønne aktiviteter og friluftsliv er med til at gøre spørgsmål om natur, miljø, klima og biodiversitet nærværende og til at forstå. De grønne områder danner mere og mere ramme om det fælles og mødet mellem mennesker. Det er nye og vigtige funktioner. Borgerne engagerer sig i fx naturpleje, styrkelse af biodiversitet, etablering af byhaver eller lommeparker, ture med indsamling af spiselige planter, fællesskaber om at bevare grønne
områder eller forskellige former for samskabelse, hvor lokale grupper indgår i fællesskaber med myndigheder om udvikling af de grønne områder. Alt sammen nye 
ressourcer, der kan styrke den grønne udvikling.

Når vi planlægger vores byer og landområder, er det vigtigt, at det grønne indgår i planerne, så vi både sikrer de eksisterende grønne værdier og stiller krav om, at styrke disse eller tilføje nye grønne tiltag.

Kommune- og lokalplaner er gode redskaber, der både skaber synlighed og lovhjemmel. Kommuneplanen sikrer det overordnede billede af udviklingen i  kommunen, at der tænkes på tværs, de store sammenhængende grønne træk og at der i rammerne for de enkelte byområder tænkes grønt. Det er også her, at visioner for fx byudvikling, biodiversitet, sundhed, bæredygtighed og en grønnere kommune tænkes sammen og sikres politisk ophæng. I lokalplanerne kan vi i dag stille krav til fx beplantningens art, højde og placering. Det betyder, at der reelt kan sættes krav om, hvordan et nyt byområde eller byggeri sikres et grønt udtryk. Hvis der er en planlægningsmæssig begrundelse for det, kan klimatilpasning, fx i form af regnbede, grønne tage også indgå i lokalplanen. 

Med regeringens udspil ”Tættere på Grønne byer og en hovedstad i udvikling” ønskes Planlovens muligheder for at indtænke det grønne og biodiversitet udvidet. Regeringen foreslår fx at kommuner får mulighed for: 

• i nye lokalplaner at stille krav til kvaliteten af bynatur og krav til vækstbetingelser for beplantning.
• i kommuneplaner at fastsætte en minimumsprocent for begrønning af et område til brug for lokalplanlægningen.
• i en lokalplan at planlægge for/eller dispensere fra en lokalplan til - at anvende områder, der er midlertidigt ubenyttede, til byhaver i op til 10 år med mulighed for forlængelse.

Flere og flere steder stiller klimaudfordringer krav til, hvordan vi indretter vores byer og grønne områder. Det er en udfordring, der fordrer, at der tænkes i nye baner. Det kan fx være at kombinere beplantning med afvanding fra tage og veje, der kan give nye grønne elementer i byerne eller langs vejene. Klimaudfordringer er tværfaglige problemstillinger, der kræver samarbejde mellem flere sektorer og myndigheder. I de grønne områder er det dog væsentligt, at klimatilpasning ikke forringer områdernes rekreative og æstetiske  værdier, der netop er områdernes primære funktioner.

Flere kommuner introducerer biofaktor som et nyt redskab i planlægningen til at sikre grønnere byer, og til at reducere CO2. Når der fortættes og bygges nyt, er det ofte bygningerne, der har højest prioritet, mens plads til det grønne ikke får samme opmærksomhed. Biofaktor kan som redskab sikre en større balance mellem det bebyggede og det grønne, og synliggøre handlemuligheder for at styrke det grønne og  klimatilpasning.

Nedenstående tabel viser et eksempel fra Malmø på at udregne biofaktor. Eksempelområdet er på 479 m2, hvoraf 279 er bebygget. De øvrige ca. 140 m2 er asfalt
og 59 m2 er grus. Biofaktoren er på 0,05. Målsætningen er en biofaktor på minimum 0,6. I eksemplet etableres der græs, klatreplanter, grønt tag, træer, stauder og nedsivning mv., der samlet giver en biofaktor på 0,62. Kilde: Green Cities. Oplæg til Grøn Norm 2.0.