En storm af oplevelser blæser dig omkuld i Vadehavets havneby. Esbjergs pionerer, iværksættere og kulturelle entreprenører skaber en strøm af indtryk for gæster fra oplandet og udlandet. Den travle industrihavn danner en rå, kontrastfuld ramme om Dokkens udstillinger, kunsthåndværk, spisesteder og festivaler, som forbinder havnen med byen og fortiden med fremtiden.
Esbjerg er en ung by med store horisonter, højt til loftet og plads til at udfolde sig. Vi lægger byen i hænderne på de unge og ildsjæle, der former fremtidens nære fællesskaber og store begivenheder. På Dokken byder Havfestivalen på fiskeri fra en kutter, lokale fødevarer, koncerter, fælles madlavning og gastronomi i verdensklasse. Du får vild vandsport på havet, hockey på isen eller finder indre ro på stranden. Vi er passionerede mennesker, som står sammen om alt fra kammermusik til elektronisk dance. For har du ild i øjnene, må du sætte Esbjerg i brand.
Sommergæster fra Blåvand, Fanø og Vadehavskysten afveksler ferien i naturen med byoplevelser i Esbjerg. Turister besøger os en weekend, hvor østerssafari, øliv og sort sol nemt kombineres med mikrobrygget øl og fuldmåne i byen. Her spiller kulturliv sammen med den rå vestjyske natur. I Esbjergs science-center er bæredygtig energi vendt til en sjov, lærerig oplevelse for turister, erhvervsfolk og alle Danmarks skolebørn, som skal tændes af energi, fysik og teknologi gennem interaktiv leg. Sådan bruger vores bæredygtige virksomheder og studerende deres viden til at inspirere næste generation af energi-pionerer og gøre byen til et fyrtårn for meningsfulde oplevelser.