Fase 3: Tre scenarier for Esbjergs fremtid
Den 29. september var var knap 200 mennesker inviteret med til en workshop om Esbjergs fremtid. De mange esbjergensere sporede sig sammen ind på byens fremtid med afsæt i tre scenarier.
Scenarie 1: Bæredygtig og levende by
Primær styrke: Grøn energi
Esbjerg er en klimamæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig by. Ny arkitektur, varierende boligformer og
byplanlægningen bidrager til den grønne omstilling, men også til lige muligheder, inklusion, sociale netværk samt mental og fysisk sundhed for alle der bor, arbejder og studerer i byen.
Mens de grønne virksomheder bidrager til global grøn omstilling og meningsfulde jobs, transformerer bymidten og havnen sig til et meningsfuldt, bæredygtigt sted at leve og bo. Her udvikler borgere, foreninger, virksomheder, fonde og kommunen nye måder at indrette fremtidens by. Esbjerg balancerer fritid og arbejde, studerende og ældre, udsatte og virksomheder. Biodiversitet er integreret i gader og parker, høje huse med vertikale byhaver og cykeltransport præger billedet af den bæredygtige, levende by.
Esbjerg Havn er symbol på udviklingen. I det enorme areal mod syd håndteres offshore og energiø, mens Dokken forbinder byen, sociale aktiviteter, kultur og blandet erhverv i et moderne klima-klondike. Klimafestival, streetfood, kunstkollektiv, popup langbordsmiddage og et opvarmet udendørs havnebad udnytter Esbjergs profil som bæredygtig, rå og levende.
Scenarie 2: Grøn uddannelse og innovation
Primær styrke: Uddannelse
Esbjerg er pioner med et uddannelses- og forskningsmiljø der samarbejder med virksomheder om fremtidens teknologiske klima- og energiløsninger. En unik alliance mellem universiteter, virksomheder og kommune er lykkes til fordel for et specialiseret uddannelsesmiljø indenfor energi og klimateknologi.
Esbjergs energi-klynge har satset på talentudvikling og investeret i et fælles forskningsmiljø, som skal bidrage til green tech-innovation de næste årtier. Men den fokuserede satsning har også bidraget til et dynamisk studiemiljø og samarbejder med arbejdspladser, som har givet vækst på tværs af Esbjergs erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.
Den politiske satsning på uddannelse og studieliv har ændret midtbyens udtryk, sammensætning af boligformer, udbuddet af aktiviteter og spisesteder for at blive en konkurrencedygtig studieby. Dokken på havnen er integreret med midtbyen for at skabe et dynamisk og levende bymiljø med restauranter, barer, koncerter og aktiviteter på vandet, som er attraktivt for både unge og familier.
Scenarie 3: Oplevelses- og kulturby
Primær styrke: Turisme i byen
Esbjerg er en attraktiv destination for mange forskellige gæster. Turister i sommerhuse, gæster ved Vesterhavet og Vadehavet og jyske foodies bruger Esbjergs kultur- og byoplevelser. Byens oplevelser for turister bidrager også til et aktivt byliv for unge studerende og familier, som er flyttet til byen.
Esbjerg er en oplevelsesmæssig modpol til naturen og stranden og en moderne kontrast til historie og idyl i Ribe. Den rå havn er ramme for permanente og midlertidige cafeer, restauranter, kunstudstillinger og pop-up modebutikker. Dokken tilbyder sejlture, udlejning af kajakker og et svømmebassin der kan bruges året rundt.
Kulturlivet i byen byder på koncerter, skiftende særudstillinger og aktiviteter for både voksne og børn.
I byens nye marina og vandsportscenter mødes gæster og lokale værter til sejlads, surf og svømning. Det grønne Klima Experimentarium tiltrækker børnefamilier året rundt, men er også en ramme for erhvervsdelegationer. I byen er alt forbundet med cykelruter og ud i verden har lufthavnen fået tre nye ruter til Amsterdam, London og København.
Fremtidsrejse
Er du mere interesseret i de tre forskellige fremtidsscenarier, og hvad deltagerne på workshoppen fik ud af dem, så dyk ned i rapporten. Her finder du også svaret på, hvorfor ”Grøn uddannelse og innovation” endte med at blive valgt fra.