10-17 årige med tidlige tegn på spiseforstyrrelse
- Opstart medio 2025.
De tidlige tegn kan overordnet handle om, at barnet/den unge:
- Har høj utilfredshed og en overoptagethed af krop og/eller kost og/eller adfærd.
- Ændrer sit forhold til kost, krop og motion eller begynder at isolere sig og undgå bestemte ting, steder eller personer.
Familievejledende samtaler
Forældre og barn/ung i alderen 12-17 år har sammen mindst fem samtaler, hvor de taler med en behandler. Forældre til børn på 10-12 år tilbydes som udgangspunkt forældresamtaler.
Imellem samtalerne arbejder familien med det, der er blevet gennemgået i sessionen.
Formålet med forløbet er at støtte familien i en sund udvikling samt forebygge og hjælpe barnet/den unge med at regulere sine følelser og handle mere hensigtsmæssigt.
For at understøtte forløbet samt forstærke og vedligeholde en positiv udvikling, er det muligt at inddrage søskende og fagpersoner fra læringsmiljøet samt det øvrige netværk.
Manualiseret behandling
Behandlingen er manualiseret, og STIME har udviklet en manual med arbejdsark til fagpersoner i Pædagogisk Psykologiske Rådgivning eller andre instanser i kommunalt regi, der arbejder med børn, unge og familier inden for en psykologisk referenceramme.
Manualen har særligt fokus på psykoedukation og eksternalisering samt på kost, spisning og andre adfærdsændringer og er en tilpasset udgave af et mere omfattende familiebaseret behandlingsforløb i Københavns Kommunes behandlingsenhed ROBUS.
Indsatsen er primært rettet mod unge i alderen 12-17 år. Vi tilbyder også vejledende samtaler til forældre med børn i alderen 10-12 år, men forløbet til den yngre målgruppe er et appendiks til manualen.