Dato 30.04.2024
Handicaprådets høringssvar vedrørende KKR Rammeaftale 2025-2026 på det Specialiserede Socialområde
Handicaprådet er blevet bedt om at give vores input og kommentarer til rammeaftalen, som skal sikre en koordineret indsats overfor borgerne på det specialiserede social- og specialundervisningsområde og styrke samarbejdet mellem kommuner og region.
Sådan en rammeaftale er et digert værk, der kan være vanskelig at få hul på og gennemskue. Lige nu er vi også overordnet bekymret for forhandlingerne om en kommende reform på handicapområdet, der er ved at gå ind i den afsluttende fase. Det svirrer med bekymrende rygter iblandet fakta, så vi kan frygte, hvilke rammer det overhovedet bliver muligt at arbejde under.
Der er særligt ønsket input fra Handicaprådet på følgende områder:
1. Øget samarbejde mellem kommune og psykiatri
Hvordan kan vi styrke samarbejdet for at sikre en bedre tværsektoriel kobling?
Omdrejningspunktet må være altid at have slutbruger/patient i fokus. Og med dette i centrum fortsat arbejde på at udbygge og styrke det tværsektionelle samarbejde og en fælles tilgang på tværs af sektorer, kommuner og region.
2. Styring af udgifterne på det specialiserede område
Hvordan kan vi effektivt styre udgifterne uden at gå på kompromis med kvaliteten?
Ved først og fremmest at fokusere på kvaliteten og det vi gerne vil have, da vi får det vi giver opmærksomhed. Ved at turde tænke “ud af boksen” og fx løbende øge inddragelse af personale, pårørende, organisationer m.fl., da de ved, hvor skoen trykker, og måske har en mere praktisk end akademisk tilgang.
I den nuværende rammeaftale nævnes, at vi skal turde italesætte udgiftspresset, og det er der vist ikke nogen tvivl om, at vi tør, men samtidig skal vi også turde italesætte, om pengene altid bliver brugt på det, der giver mening i praksis - måske vi skal fordele lidt mere til det praktiske og lidt mindre på det administrative.
3. Fastholdelse og rekruttering af socialpædagogisk og sundhedsfagligt personale
Hvordan kan vi sikre, at vi har den rette arbejdskraft til at levere de bedste indsatser?
Først skal vi ophøre med at tale om “fastholdelse” af personale - ingen ønsker at blive “fastholdt”. Men derimod vil alle gerne hen, hvor det er attraktivt at være. Det handler rigtig meget om at skabe arbejdspladser med godt arbejdsmiljø, kompetence udvikling, uddannelse og ikke mindst mulighed for videreuddannelse, god og kompetent ledelse, indflydelse m.m. I en tid, hvor der generelt mangler arbejdskraft mange steder, er de arbejdspladser, der forstår at gøre det attraktivt, der får dygtigt og kompetent personale.
Og når vi ovenfor taler om udgiftspres, så koster det rigtig dyrt, når der er for stor udskiftning i personale, mange sygemeldinger fx pga stress osv, så der er virkelig penge at hente ved at gøre den del godt.
4. Børn og unges udfordringer med psykiatrien og det voksende antal diagnoser
Med det stigende antal diagnoser, hvordan sikre vi så, at der fortsat er tilbud til børn og unge med psykiske udfordringer?
Det ville være dejligt, hvis vi blot kunne løse dette med et fingerknips, men sådan er virkeligheden desværre ikke. I Handicaprådet tror vi på, at en tidlig og korrekt indsats og støtte kan være med til at forebygge nogle af de alt for mange tunge og komplekse “sager”. Det handler om at få taget hånd om familierne tidligt, og få dem klædt på, givet værktøjer og støtte til at tackle udfordringerne. Mange kommer desværre alt for sent i de rigtige og kompetente hænder, og så er der rigtig lang vej ud på den anden side - og (for) mange kommer det slet ikke. Så vi mener, at nøgleordene er “tidlig indsats”.
5. Den nye hjemløsereform
Hvordan sikrer vi, at kommunerne ikke får for mange udfordringer i forbindelse med den økonomiske omlægning af refusionen på hjemløseområdet?
Det er jo lidt af en “tikkende bombe”, der ligger her. Igen må nøgleordene bl.a. være “tidlig indsats”, men vi anerkender også, at det er et meget vanskeligt område, og vi har svært ved at komme med kvalificeret input. Et tilstrækkeligt antal tilbud - hvad det så end er - er klart nødvendigt, og så tror vi, at et tæt samarbejde med organisationerne på området kan give rigtig meget i forhold til at komme i mål - om vi så må sige - i rette tid.
På Handicaprådets vegne
Inga Bredgaard
formand