Indretningen af botilbuddet på Gammelby Strandvej 1 tager udgangspunkt i de eksisterende rammer og beskriver, hvad der er behov for at ændre for at gøre tilbuddet klar til borgere med senhjerneskade.
Tilbuddet på Gammelby Strandvej 1 vil ikke blive et tilbud, der kan opfylde alle ønsker og behov, men vil kunne blive et tilbud, der kan forbedre vilkårene betydeligt set i forhold til de nuværende rammer. F.eks. vil borgernes behov for store badeværelser kunne tilgodeses med deres nuværende hjælpemidler, men borgere, der har behov for at blive badet på et badeleje, vil kun kunne få dette behov opfyldt i aflastnings-/afklaringsboligerne, hvor væggen mellem baderum og soverum gøres fleksibel. Det skal bemærkes, at der ikke er mulighed for at bade borgere på et badeleje i botilbuddene Birkehuset og Vinklen.
Med hensyn til personalefaciliteter vil især møderum og kontorer på Gammelby Strandvej 1 være begrænsede set i forhold til personalegruppens størrelse, men dog bedre end de nuværende faciliteter.
Eksisterende forhold
Gammelbyhus blev opført i 1996 som en ældreboligbebyggelse på 685 m². Gammelbyhus er indrettet med 8 stk. 2-rums boliger med eget toilet/bad og et mindre tekøkken og 2 mindre 1 værelses aflastningsboliger med eget toilet/bad og tekøkken.
Fællesarealerne indeholder et aktivitetsområde, et større fælleskøkken og en opholdsstue i sammenhæng med fælles gangarealer. Der er endvidere teknik rum, bryggers og personaleomklædning samt et mindre vagtværelse.
I 2004 blev den ene aflastningsbolig ændret til personalerum som følge af et påbud fra Arbejdstilsynet.
Indretning af Gammelby Strandvej 1 til senhjerneskadetilbud
Den fremtidige indretning af Gammelby Strandvej 1 vil ske i respekt for den eksisterende indretning, så ombygningsudgifterne holdes så lave som muligt.
Der indrettes således 6 permanente boliger, 2 afklaringsboliger, genoptræningsfaciliteter, sammenhængende fælles opholdsarealer og personalefaciliteter.
Der henvises til bilaget, hvor ændringerne i indretningen på Gammelby Strandvej 1 er illustreret.
Permanente boliger, 6 stk.
De 6 eksisterede 2-rums boliger ændres til 1-rums boliger med eget toilet/bad og tekøkken.
Ved at indrette boligerne som store 1-rums boliger med et fulddækkende loftsliftsystem vil ændringen give større fleksibilitet, og arbejdsmiljøet for personalet vil blive væsentlig bedre. Ved hjælp af skabe på hjul vil det blive muligt ud fra individuelle behov at opdele boligen, så den kan fremstå som en 2-rums bolig.
Den eksisterende indretning af badeværelserne lever op til arbejdsmiljøreglerne.
Afklaringsboliger, 2 stk.
De 2 afklaringsboliger ændres til 1-rums boliger med eget toilet/bad og tekøkken. Ved at indrette boligerne som 1-rums boliger med et fulddækkende loftsliftesystem vil ændringen give mere fleksibilitet, og arbejdsmiljøet for personalet vil blive væsentlig bedre. I afklaringsboligerne vil der ligeledes kunne rumdeles med flytbare skabe.
Herudover vil der i afklaringsboligerne være behov for en mere fleksibel anvendelse af badeværelset. Der vil mellem sovedelen blive etableret en foldevæg med en dør i ind til badeværelset, så der er mulighed for at kunne håndtere et badeleje i badeværelset. Den øvrige indretning af badeværelset vurderes at kunne opfylde kravene til tilgængelighed.
Genoptræningsfaciliteter
Træningsfaciliteter til borgerne i Gammelby Strandvej 1 indrettes i en af de tidligere akutboliger. Boligen bygges om til et stort rum, der indrettes med træningskøkken og redskaber. Det eksisterende badeværelse nedlægges.
Personalefaciliteter
I botilbuddet med i alt 8 borgere, vil personalegruppen bestå af uddannede pædagoger og medhjælpere. Tilbuddet forventes at skulle rumme en afdelingsleder og ca. 18 faste medarbejdere, hvortil kommer løst tilknyttet personale som vikarer, praktikanter mv.
Eksisterende personalerum ombygges til ét stort lokale (22 m²) med plads til 3-4 kontorpladser. Det eksisterende badeværelse nedlægges.
Eksisterende personaleomklædning/toilet bibeholdes uændret.
Eksisterende vagtrum bibeholdes uændret.
Der etableres et ca. 24 m² stort personale- og møderum i forbindelse med fællesopholdsarealerne, så personalet er tæt på borgerne, når der afholdes møder.
Fællesboligarealer
Væggen mellem stue og køkken fjernes, så der skabes et mere sammenhængende opholdsareal for borgerne. Således vil borgerne aktivt kunne deltage i ”køkkenarbejdet”, og de kan følge med i aktiviteterne.
Køkkenet ændres til den nye indretning.
Der skal i forbindelse med fællesarealerne være opmærksomhed på akustik. Det forventes således, at der skal udføres akustikregulering i området.
Øvrige lokaler
Bryggers, entré og teknik rum forventes bibeholdt.
Generelt
Generelt forventes det, at eksisterende vægge og lofter malerbehandles, så de fremstår nymalede, når der flyttes ind.
Den primære gulvbelægning i bygningen er parketgulv (trægulv), som umiddelbart ser godt ud. Gulvbelægningen slibes og lakeres som udgangspunkt. I badeværelser er der klinkegulve.
Tekniske installationer tilpasses den nye indretning, og der etableres LED belysning, hvor dette ikke allerede er sket.
Der etableres ADK på indvendige døre til boligerne og på medicinskabe i boligerne.
Tilbygning
Som tilbygning etableres et overdækket skur til brug for parkering og opladning af borgernes el-køretøjer.