Sagsfremstilling
Byrådet har den 1. maj 2024 godkendt en ny forenklet tids- og procesplan for Beskæftigelsesplan 2024. Tids- og procesplanen indebærer blandt andet, at der indhentes inputs ved beskæftigelsesplanens interessenter, inden arbejdet med planen starter op efter sommerferien.
Forum for Integration og Beskæftigelse har derfor indtil den 30. juni 2023 mulighed for at komme med idéer til fokusområder og indsatser for Beskæftigelsesplan 2024. Der indhentes herudover inputs ved Fanø Kommune, Forum for Rekruttering og Beskæftigelse, Børn & Skoleudvalget, Handicaprådet, Udsatterådet m.fl. Herefter går processen med udarbejdelsen af Beskæftigelsesplan 2024 i gang. Alle indkomne forslag vil indgå i arbejdet med planen. For at sikre en kortere proces vil første udkast af beskæftigelsesplanen ikke blive sendt i høring.
Baggrunden for den nye tids- og procesplan er, at det ikke længere er et lovkrav, at Byrådet hvert år vedtager en beskæftigelsesplan for det kommende år. Social & Arbejdsmarkedsudvalget har dog besluttet, at der fortsat skal udarbejdes en Beskæftigelsesplan for Esbjerg Kommune, men at processen i forbindelse med udarbejdelsen skal forenkles.
INDSTILLING
Det indstilles at
- Der tages en drøftelse og gives input til Beskæftigelsesplanen.
BESLUTNING
Der blev taget en drøftelse med følgende som input til Beskæftigelsesplanen 2024:
- Fokus på et større fælles ansvar i integrationen af flygtninge og indvandrere på offentlige arbejdspladser
- Fokus på at skabe tryghed i relationen og tydeligt kommunikere forventningerne i arbejdet med flygtninge og indvandrere
- I forbindelse med formidling af information – herunder rådgivning og vejledning, er gentagelse væsentlig for at sikre forståelse af mulighederne i Danmark
- Fokus på en særlig indsats for de unge
- Fokus på at udnytte kompetencer og ressourcer som flygtninge og indvandrere kommer med
Forum for Integration og Beskæftigelse bemærker at uddannelsesniveauet i ghettoområderne er lavere end gennemsnittet. Forummet anbefaler derfor at der sættes ind i forhold til at højne uddannelsesniveauet for at kunne imødekomme fremtidens kompetencekrav og sikre jobsikkerhed.