Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Lift for fagpersoner

For at kunne opspore og hjælpe svært ensomme unge i Esbjerg Kommune samarbejder Lift med forskellige fagpersoner. Her kan du som fagperson finde viden om Lift i Esbjerg Kommune. 

Arbejdet i de tre spor er muligt, fordi en lang række centrale aktører bidrager ind i Lift. 
 
Det lokale partnerskab er mellem Borger & Arbejdsmarkedssekretariatet i Esbjerg Kommune, DGI Sydvest, Frivillighuset Vindrosen og headspace Esbjerg. I Spor 3 er der også et tæt samarbejde med det kommunale fritidstilbud Aktiv Fritid i forhold til at hjælpe de unge ud i diverse fællesskaber. 

I Esbjerg Kommune er der indgået et samarbejde med flere uddannelsesinstitutioner og kommunale ungeindsatser, hvor de unge vil blive tilbudt at deltage i den digitale opsporing for ensomhed. 

Følgende uddannelsesinstitutioner og ungeindsatser deltager i projektet: 

Esbjerg Gymnasium (STX og HF)
FGU Vest Esbjerg
Rybners Gymnasium (1.g STX og 1.g HHX) 
Social og Sundhedsskolen Esbjerg (Grundforløb Ungesporet)
Ung Esbjerg (10. klasse)
Vindmøllen (Jobcentret Esbjerg Kommune)
 

Hvad indebærer den digitale opsporing?

Opsporingen sker via et digitalt spørgeskema, som er udviklet i samarbejde med førende eksperter. Spørgeskemaet tager 10 minutter at besvare og består af en række baggrundsspørgsmål, spørgsmål om følelsen af ensomhed og generelle trivselsspørgsmål. 

Den digitale opsporing foregår på uddannelsesinstitutionen eller i ungeindsatsen, hvor en Lift-vejleder, lærer eller studievejleder introducerer den unge for projektet og opsporingen. 

Anonymitet og samtykke

De unge skal selv give samtykke til, at organisationerne bag Lift kan se deres besvarelser og sætte dem i kontakt med en Lift-vejleder. Besvarelserne vil blive behandlet fortroligt og vil ikke blive set af uddannelsesstedet eller forældre. 
Den unge kan vælge at være anonym i opsporingen. Dette betyder dog, at den unge ikke kan modtage hjælp via Lift i forhold til at komme ud af en eventuel ensomhed.

Lift på de enkelte opsporingssteder

Opsporingsforløbene tilrettelægges efter det enkelte opsporingssted. Det relevante personale vil blive klædt på til at kunne introducere opsporingen og besvare spørgsmål fra de unge. Derudover vil der blive sendt information til de unge, forældre og personale. Sideløbende vil Lift stå for forskellige aktiviteter omkring tematikkerne fællesskaber og ensomhed på de enkelte opsporingssteder for at skabe opmærksomhed omkring projektet. 

Unge og ensomhed

Ensomhed er en følelse, der opstår, når der opleves en uoverensstemmelse mellem den unges ønskede sociale relationer og faktiske sociale relationer. Ensomheden afhænger dermed af den enkeltes sociale behov og handler mere om kvaliteten end antallet af relationer. Det er derfor individuelt, hvornår den unge oplever ensomhed og hvordan de påvirkes af den. Unge reagerer også forskelligt på ensomhed: hvor nogle bliver stille og introverte, oplever andre at have et aktivt socialt liv, men mangler nogen at føle sig fortrolige med. Derfor kan det være svært at få øje på de ensomme unge. 

I denne video fortæller folkene i Lift-Esbjerg, hvordan ensomheden ser ud hos de unge, de møder.

Spor 3 i Lift - fokus på fællesskaber

Forskning viser, at deltagelse i et fællesskab og meningsfulde relationer er vigtige for et sundt og godt ungdomsliv. Med afsæt i dette er Lifts målsætning, i samspil med andre aktører, at hjælpe unge til at indgå i fællesskaber. 

Med et rigt fritids- og foreningsliv i Esbjerg Kommune, har man i Lift gode muligheder for at trække på den viden, som foreningerne har omkring unge. 

For at blive klogere på målgruppen, har kommunen, i samarbejde med DGI Sydvest, blandt andet afholdt en Lift-workshop.  

Med udgangspunkt i DGI’s viden om fællesskabskultur drøftede aktører fra forenings- og fritidsfællesskaber erfaringer og overvejelser omkring, hvordan man tager godt imod og motiverer ensomme unge til at blive i fællesskaberne. 

I dette netværk arbejdes der blandt andet med at finde opskriften på, hvordan man skaber inkluderende og rummelige fællesskaber for unge. 

 

Redskaber til at støtte ensomme unge og fremme gode fællesskaber

I samarbejdet omkring Lift samler vi den gode viden og erfaringer fra de forskellige aktører i bekæmpelsen af ensomhed.
 
Blandt andet har Ventilen, i deres arbejde med ungdomsensomhed, udarbejdet nogle redskaber til forebyggelse og afhjælp af ensomhed blandt unge. Læs mere om redskaberne på Ventilens hjemmeside.

Derudover har DGI, som en anden af projektets samarbejdspartnere, udarbejdet nogle gode råd til at styrke inklusionen af unge i fællesskaber. Læs mere om rådene på DGI’s hjemmeside.  

Frivillighuset Vindrosen har stor viden om de forskellige fællesskaber og mulighederne i Esbjerg. Læs mere på Vindrosens hjemmeside eller få et overblik over fællesskaberne i Esbjerg Kommune gennem Socialkompas
 
Find mere information om Lift og ensomhed her:
 
VIVE