Når et barn er anbragt, er der mulighed for at søge om dækning af økonomiske merudgifter ved anbringelsen, f.eks. udgift til plejebarnets briller, receptpligtig medicin,
cykel, ferie, mobiltelefon mv.
Det er Familieplejens Vilkårsudvalg, der behandler disse ansøgninger. I øjeblikket består Vilkårsudvalget af Marianne Siig, Vibeke Riis og Ina Christesen samt administrativ medarbejder Gitte Thøgersen.
Det bemærkes, at vi ikke deltager i behandlingen af vores ”egne” sager.
I er altid velkomne til at sende en ansøgning – så skal vi nok forholde os til, om udgiften kan dækkes.
Som det fremgår af jeres kontrakt, er der dog udgifter, som forventes dækket af det månedlige omkostningsbeløb, I får udbetalt i forvejen. Dette er alle forventelige, aldersvarende daglige omkostninger ved barnets forsørgelse. F.eks.:
- Kost og logi
- Frisør og personlig hygiejne, herunder almindeligt forbrug af bleer
- En fritidsaktivitet samt udstyr hertil
- Almindelige transportudgifter i forbindelse med læge, tandlæge, pasning, skole og fritidsliv, såfremt denne ikke er dækket af anden lovgivning f.eks. skole- og sygehustransport
- Medicin, som kan købes i håndkøb samt receptpligtig medicin ved kortere sygdomsforløb
- Udflugter og entreer
- Udgifter i forbindelse med køb af foto fra børnehave/skole
- Reparation af cykel
- Anskaffelse af cykelstol og selepude til bil
- Pas og vaccinationer i forbindelse med rejser
- Legetøj herunder løbe- og eller legecykler
- Barnets gaver f.eks. til biologiske familie og klassekammerater
- Almindelige udgifter til barnepige
Hvordan søger man?
Ansøgninger indsendes som udgangspunkt før den forventede udgift afholdes.
Af ansøgningen skal følgende fremgå:
- Barnets fulde navn og cpr. nr.
- Hvad søger I?
Uddybende oplysninger som ligeledes skal fremgå af ansøgningen:
- Begrundelse for ansøgningen.
- Hvilken periode drejer det sig om?
- Anslået udgift. Er udgiften afholdt medsendes dokumentation.
I nogle ansøgninger er det desuden relevant at oplyse, om I tidligere har fået tilskud til lignende udgift (f.eks. mobiltelefon, cykel), hvis ja, hvornår?
Eller hvis I søger om tilskud til ferie med plejebarnet, skal I også oplyse hvor mange personer, der deltager i ferien.
Desuden skal jeres telefonnummer fremgå, så I kan kontaktes, hvis der er behov for supplerende oplysninger.
Hvis I har søgt og fået bevilget en anslået udgift, skal der indsendes en kvittering før I kan få refunderet jeres udlæg. Og med risiko for at forvirre jer, så er den hurtigste måde at få jeres udlæg refunderet, hvis I sender kvitteringen direkte til Familierådgivningens administration
[email protected]
Husk at det er vigtigt at påføre navn og cpr.nr. på plejebarnet.