Vandløb er klassificerede i offentlige og private vandløb. Ved et vandløb forstås både åbne og rørlagte vandløb, gravede kanaler og dræn.
Uanset klassifikation ejes et vandløb af bredejerne, men der er forskel på hvem der har vedligeholdelsespligten. Kommunen skal vedligeholde offentlige vandløb ud fra et vandløbsregulativ, mens de private vandløb skal vedligeholdes af bredejerne, så vandføringsevnen ikke ændrer sig.
Læs mere om vandløb og søer i Esbjerg Kommune.
Hvad betyder nedklassificering?
Ved en nedklassificering gøres et offentligt vandløb privat. Derved overdrages retten og pligten til at vedligeholde vandløbet til bredejerne langs vandløbet.
Hvis et vandløb primært har privat afvandingsmæssig interesse, skal det ikke være offentligt, og derfor begynder Esbjerg Kommune i 2024 arbejdet med at nedklassificere en række mindre vandløbsstrækninger fra offentlige til private vandløb.
Det er op til kommunen at beslutte, om et vandløb skal være offentligt eller privat. Der er dog en række kriterier, der skal være opfyldt, før en nedklassificering kan gennemføres. Du kan se kriterierne nedenfor under ”Hvilke vandløb nedklassificeres?”.
Hvorfor nedklassificerer vi vandløb?
Det gør vi fordi:
- Der er forskellige kriterier for klassificering af vandløb på tværs af kommunen. De skal ensartes, så bredejere behandles på et ensartet grundlag.
- Det er blevet besluttet politisk, at et antal vandløbsstrækninger i kommunen, med meget begrænset eller ingen offentlig interesse, skal nedklassificeres.
Samtidig er vi i gang med at revidere de gældende vandløbsregulativer. Et vandløbsregulativ er administrationsgrundlaget for de offentlige vandløb. Regulativet beskriver de enkelte vandløb, som de er og den tilstand, som skal opretholdes gennem vedligeholdelse.
Private vandløb skal ikke have et regulativ. Derfor giver det mening, at nedklassificeringen foretages, inden der laves nye regulativer. På den måde er det tydeligt, hvor der er offentlige og private vandløb, og dermed hvilke vandløb, der skal have revideret regulativ, og hvilke der ikke skal.
Hvilke vandløb nedklassificeres?
Nedklassificering af kommunens offentlige vandløb, foretages på baggrund af følgende politisk vedtagne kriterier:
- Oplandsstørrelse: Vandløb, som har oplande op til 1,0 km2 efter en faglig vurdering, og såfremt alle øvrige kriterier er opfyldt.
- Lille rørdimension: Rørlagte vandløb, som har rørdimensioner mindre end eller lig med Ø 40 cm.
- Bredejerantal: Få bredejere målt som mindre end 6 lodsejere (hovedejere) pr. 1000 m vandløb.
- Sammenhængende strækninger: Vandløbsstrækninger nedstrøms offentlige vandløb, nedklassificeres ikke.
- Private interesser: Vandløb, som primært tjener private formål.
- Ikke målsat i vandområdeplanerne: Vandløb som er målsatte nedklassificeres ikke.
Der kan forekomme mindre afvigelser fra ovenstående kriterier på baggrund af en konkret faglig vurdering. Den præcise afgrænsning mellem privat og offentligt vandløb fastlægges, hvor det er hensigtsmæssigt i forhold til blandt andet drift (eksempelvis tilstedeværelse af terrænnær brønd) og naturlig praktisk afgrænsning i landskabet (eksempelvis læhegn, veje eller lignende).
I første omgang vil det primært være tilløb i Sneum Å-systemet, der vil blive vurderet ud fra de politisk vedtagne kriterier.
Hvad betyder en nedklassificering for dig som lodsejer?
Nedklassificeringen betyder, at du og de øvrige bredejere til de pågældende vandløbsstrækninger i fremtiden har vedligeholdelsespligten. Du kan som bredejer ikke fritages for vedligeholdelsen, selv om du ikke anvender eller udleder til et vandløb.
Som bredejer er du forpligtet til at modtage vand fra arealer opstrøms og sende det videre nedstrøms. Denne pligt fremgår af vandløbsloven. Når du vedligeholder vandløbet, skal du sikre, at vandløbets vandføringsevne ikke forringes og, at lodsejere på højere liggende arealer sikres en fortsat afvanding af deres arealer.
Vedligeholdelsen kan aftales indbyrdes mellem bredejerne, men som udgangspunkt vil du have ansvaret for at vedligeholde den strækning, du er bredejer til.
Før overgang fra offentligt til privat vandløb har vi kontrolleret, at strækningen overholder de regulativmæssige bestemmelser, og gennemført den vandløbsvedligeholdelse, der er beskrevet i regulativet.
Hvordan vedligeholder man private vandløb?
Læs mere om vedligeholdelse af private vandløb.
Høring af berørte lodsejere
Inden der træffes endelig afgørelse om nedklassificering, vil der være en høring af berørte lodsejere. Det betyder, at du som lodsejer vil modtage et udkast til afgørelse, med en høringsfrist på mindst 4 uger til at afgive dine eventuelle bemærkninger til kommunens afgørelse.
Afgørelserne om nedklassificering vil løbende blive annonceret på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Du har som lodsejer altid mulighed for at klage over en afgørelse om nedklassificering.
Lovgrundlag
Både private og offentligt klassificerede vandløb er omfattet af vandløbsloven og kan ligeledes være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper.
Efter vandløbslovens § 10 kan Esbjerg Kommune som vandløbsmyndighed bestemme, at et vandløb skal udgå af den hidtidige klasse. Bestemmelser vedrørende nedklassificering af vandløb fremgår af bekendtgørelse nr. 838 af 27. juni 2016 om klassifikation og registrering af vandløb.
Vedligeholdelse af private vandløb påhviler bredejerne ifølge vandløbslovens § 35. Efter lovens § 27 skal vandløb vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres.
Har du spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte vandløbsteamet via kommunens hovednummer eller kontaktboksen til højre.