Den gæst, der besøger Vadehavsområdet, er ikke optaget af, hvilken kommune gæsten befinder sig i. Det er den virkelighed Esbjerg Kommunes samarbejdsorienterede turismetilgang taler ind i – en tilgang, der også begrundes i, at de turismetilbud Esbjerg Kommune har, i vidt omfang styrkes af og kan styrke vore nabokommuners kystturisme.
’Vision 2025 – Vækst’ prioriterer Esbjerg Kommunes samarbejde med nabokommunerne for sammen at skabe et stærk, sammenhængende og konkurrencedygtig turistdestination. Det overordnede mål for arbejdet er at opnå flere glade gæster, der tager hjem fra et vellykket og oplevelsesrigt besøg.
For at få fuldt udbytte af disse samarbejder ønsker Esbjerg Kommune, at de forskellige mål og midler ko- ordineres både internt og eksternt. Koordineringen gælder især indsatser, der relaterer sig til den rekreative infrastruktur og formidling via skilte og lignende. Det er fysiske anlæg i sårbare områder, hvor områderne skal fremstå autentiske også efter at anlægsarbejdet er afsluttet. Derfor ønsker Esbjerg Kommune, at anlæggene allerede i idéfasen samtænkes med henblik på synergi.
Esbjerg Kommune skal hvert fjerde år udarbejde sammenhængende turistpolitiske overvejelser til staten. For at understøtte det tværkommunale og koordinerende arbejde ønsker Esbjerg Kommune, at der, som et led i destinations- samarbejdet mellem vadehavskommunerne, kan udarbejdes fælles sammenhængende turistpolitiske overvejelser for hele vadehavsområdet.
Esbjerg Kommune fremstår i flere af samarbejderne med en stærk byprofil relateret til Esbjerg og Ribe. Esbjerg Kommune ønsker, at disse byprofiler og de oplevelser, der knytter sig til dem, skal styrkes og brandes.