Inden borgeren kan starte et forløb efter servicelovens § 82 i Kontakten, skal det afdækkes, om borgeren allerede er tilstrækkeligt kompenseret for de udfordringer, som borgeren henvender sig med.
Omfanget af støtten er individuelt tilrettelagt. Som hovedregel gives støtten som gruppeforløb. Esbjerg Kommunes erfaringer viser, at gruppeforløb er effektive i forhold til at udvikle borgerens sociale kompetencer, fordi borgeren får mulighed for at arbejde med egne personlige og sociale udfordringer i samspil med andre borgere. Gruppeforløb giver derudover mulighed for at arbejde med peer to peer tankegangen, som understøtter borgerens udvikling.
Omfanget af indsatsen er som udgangspunkt følgende for både indsatser efter servicelovens §§ 82a og 82b:
• Varighed er op til 24 uger
• Forløb kan ikke forlænges
Borgeren har efter de 24 uger mulighed for at henvende sig igen, hvis der opstår nyt behov for støtte.
Der foretages altid en individuel faglig vurdering af borgerens behov.
Pårørende har mulighed for råd og vejledningstimer i begrænset omfang (op til 5 timer). Vejledning er alene i forhold til egen situation.
Pårørende har ved behov derudover mulighed for at henvende sig til Esbjerg Kommunes pårørendevejleder.