Nedenfor kan du læse om resultatet af trafikforsøget i 2024 og planerne for et nyt trafikforsøg i 2025. I 2025 gennemføres et nyt forsøg med fokus på forbedret skiltning og tydeligere vejledning om parkeringsmuligheder og gældende regler. Denne gang uden adgangsbegrænsning på Domkirkepladsen.
Trafikforsøg på Domkirkepladsen
Under et trafikforsøg i 2024 blev køreadgangen til Domkirkepladsen begrænset med midlertidige vejbomme. Her kan du læse om resultatet af trafikforsøget i 2024 og planerne for et nyt trafikforsøg i 2025.
Hør mere på orienteringsmødet d. 26. marts 2025 kl. 19-21 i Multisalen på Ribe Fritidscenter. Tilmeld dig via linket ovenfor senest d. 19. marts 2025.
Evaluering af Trafikforsøg 2024
Efter forsøgsperioden i 2024 har styregruppen evalueret forsøget bl.a. ved at sammenholde trafikdata med data fra sommeren 2023. Dataene viste, at færre biler kørte over Domkirkepladsen, og både den parkeringssøgende trafik og den tunge trafik blev minimeret. Hele 38 % mindre gennemkørende trafik blev registreret i forsøgsperioden. Teledata påviste samtidig flere besøgende på Domkirkeøen end i samme perioder i 2022 og 2023. Der har således ikke været mindre liv i byen under trafikforsøget.
Læs mere om resultaterne af trafikforsøget i den korte sammenfatning længere nede på siden, eller se den fulde evalueringsrapport via linket til den politiske behandling af evalueringen af trafikforsøget 2024 nedenfor.
På baggrund af styregruppens konklusioner har Plan & Byudviklingsudvalget den 6. marts 2025 besluttet, at der skal gennemføres yderligere trafikforsøg i 2025.
Trafikforsøg 2025
Plan & Byudviklingsudvalget har besluttet at følge styregruppen for Trafik og Parkerings anbefaling og gennemfører i 2025 et nyt forsøg i Ribe med fokus på forbedret skiltning og tydeligere vejledning om parkeringsmuligheder og gældende regler. Det betyder, at adgangen til Domkirkepladsen ikke begrænses i 2025. Der vil desuden blive gennemført vibrationsmålinger for at se, hvordan trafikken påvirker de historiske bygninger.
Læs om tankerne for trafikforsøget med forstærket skiltning via linket til Plan & Byudviklingsudvalgets beslutning eller i sammenfatningen nedenfor. Den konkrete udformning af trafikforsøget i 2025, planlægges i løbet af foråret.
Sådan foregik Trafikforsøget 2024
Forsøget er afviklet i ugerne 27 – 32 (fra og med den 1. juli til og med den 11. august 2024) og omfattede adgangsbegrænsning til Domkirkepladsen:
- Midlertidige vejbomme på V Støckens Plads, Grydergade og Grønnegade
- Blomsterkummer på Skolegade inden adgangen til Domkirkepladsen
- Etablering og skiltning af kørselsforbud i Præstegade. Beboere kunne køre i gaden, og det gjaldt også håndværkere, pakkebude og hjemmeplejen med ærinde hos en af gadens ejendomme
Vidste du, at Ribe har tre store, offentlig tilgængelige parkeringspladser i gåafstand fra bykernen?
Formålet med trafikforsøgene er at fredeliggøre Ribes smukke bykerne ved at begrænse unødig gennemkørende trafik og reducere antallet af parkerede biler i Ribes Middelalderby. Vi henviser derfor til, at besøgende bruger de store p-pladser, der ligger i gåafstand fra bymidten:
- P Centrum Nord - Saltgade 30, 6760 Ribe
- P Centrum Øst - Rosen Alle 6, 6760 Ribe
- P Centrum Syd - Stampemøllevej 9, 6760 Ribe