Skiltning til en butik, café m.v. skal godkendes af Esbjerg Kommune, afdelingen Byplan, iht. den kommunale facadetinglysning i Ribe Bykerne. Retningslinjerne fremgår af Kommunens bevaringsvejledninger, f.eks. af hæftet “Gode råd om butiksfacader”. Det fremgår her bl.a. at skiltning over hvert vindue skal udføres med løse bogstaver og kun må vise butikkens/caféens navn.
På butikkens/caféens ruder må der kun skrives butikkens navn og evt. logo, max på 1 rude på hver side af indgangsdøren. Dog kan kortvarig reklamering på ruden i forbindelse med udsalg accepteres.
Den enkelte butik/café må max. opsætte 1 løst/flytbart skilt ude foran butikken/caféen, hvis der er udstilling eller bordopstilling. Klapskiltet stel skal have samme farve som inventaret. Hvis der ikke er udstilling eller bordopstilling kan der opstilles et klapskilt pr. 4 m.
Brug af vimpler er ikke tilladt. Der kan ved særlige lejligheder og i korte perioder opstilles max 2 flagstænger med dannebrogsflag eller dannebrogsvimpler ved den enkelte butik. Ved bygninger med en speciel bygningsmæssig udformning og placering kan der efter ansøgning til Esbjerg Kommune gives tilladelse til permanente flagstænger.
Guirlander, flagsnore, bannere o.lign. må ikke opsættes. Dog kan der ved særlige arrangementer efter ansøgning hos Esbjerg Kommune gives tilladelse til midlertidig opsætning af guirlander, flagsnore, bannere o.lign.